I Nørager har midlertidige studieboliger skabt grobund for et nyt fællesskab, hvor studerende fra nær og fjern er gået sammen om at etablere et fælleslokale, der styrker både trivsel, naboskab og studiemiljø.
Boligblokkene i Nørager i Sønderborg er i gang med at blive revet ned som led i en udviklingsplan for området, der udspringer af parallelsamfundslovgivningen. En justering af planen har dog gjort det muligt at lade fem boligblokke stå tilbage et par år endnu. Det har åbnet op for en midlertidig løsning for manglen på studieboliger i Sønderborg. Santiago Matzkin er en af de studerende, der er flyttet ind. Han fortæller, ” At flytte ind i Nørager har været en rigtig behagelig oplevelse. Jeg ankom til Danmark den 17. og kunne flytte ind i min lejlighed samme dag takket være en nøgleboks på døren. Forholdene var meget gode, og jeg havde næsten intet, jeg skulle melde eller gøre opmærksom på”.
Siden august er omkring 180 studerende flyttet ind i området. Mange studerende kommer langvejs fra og her kan et fælles mødested være med til at skabe tryghed, tilhørsforhold og relationer på tværs. Et fælleslokale giver mulighed for både fagligt og socialt samvær og kan være med til at styrke studiemiljøet og naboskabet – for eksempel gennem fælles lektielæsning, studiegrupper eller forskellige sociale aktiviteter.
For at understøtte dette blev alle beboere inviteret til en workshop i slutningen af august. Her blev der talt om aktiviteter, indretning, husregler, organisering og formålet med fælleslokalet. En mindre arbejdsgruppe fortsatte efterfølgende arbejdet og har været med til at planlægge detaljerne, indkøbe møbler og udforme de endelige husregler for brugen af lokalet. Undervejs har mange medarbejdere bidraget med tid, engagement og praktisk hjælp for at få projektet til at lykkes – en indsats, som der bliver sat stor pris på.
Alt arbejdet kulminerede med en åbningsfest i starten af december, hvor 20–25 beboere deltog i en hyggelig aften. Fælleslokalet skal fungere som et uformelt samlingspunkt, hvor man kan mødes på tværs – også selvom man ikke kender hinanden i forvejen.
Lokalet er til fri brug for alle beboere og kan anvendes til brætspil, filmaftener, sociale arrangementer, lektielæsning og meget mere. Det er de unge selv, der definerer, hvad lokalet bruges til, står for den daglige rengøring og tager initiativ til aktiviteter. Santiago Matzkin og Pablo Deniz Valle er nogle af de studerende der har haft indflydelse på udformningen af fællesrummet og som efterfølgende har meldt sig som tovholdere. De fortæller, ”At kunne tage føringen i udformningen af fællesrummet har været sjovt og har i høj grad engageret og motiveret både Pablo og mig. Vi er meget spændte på at komme i gang med projekter der og afholde fester”. ”Vi har planer om at afholde fester, bruge køkkenet til at opbevare drikkevarer og mad og sælge det til vores venner. Vi ønsker at gøre fællesrummet til et hyggeligt sted, hvor folk kan samles, når det er koldt udenfor, og de har lyst til at være sociale”.
Adgang til fælleslokalet sker via de studerendes studiekort, som kan kodes til at låse døren op, eller via et selvstændigt nøglekort. For at få adgang til lokalet skal man henvende sig på kontoret på Bygtoften.
At kunne tage føringen i udformningen af fællesrummet har været sjovt og har i høj grad engageret og motiveret både Pablo og mig. Vi er meget spændte på at komme i gang med projekter der og afholde fester.
Santiago Matzkin, studerende.