---
title: "Mere fleksibilitet ved fraflytning og genudlejning"
description: "Fra den 1. oktober 2026 bliver det muligt at fraflytte en bolig på alle arbejdsdage i måneden."
date: "2026-10-05"
created: "2026-10-05"
---

# Mere fleksibilitet ved fraflytning og genudlejning

[Hjem](https://salus-bolig.dk/)

                    [Om os](https://salus-bolig.dk/om-os)

                    [Nyheder](https://salus-bolig.dk/om-os/nyheder)

                [Mere fleksibilitet ved fraflytning og genudlejning](https://salus-bolig.dk/om-os/nyheder/mere-fleksibilitet-ved-fraflytning-og-genudlejning)

Den 1. oktober 2026 trådte det i kraft, at det er muligt at fraflytte en bolig på alle arbejdsdage i måneden.

De gældende regler for opsigelse ændres ikke. Der er fortsat tre måneders opsigelsesvarsel til den 1. i en måned, og boligen frigøres som hidtil ved udløbet af opsigelsesperioden.

Det nye er, at fraflytning ikke længere er bundet til de faste datoer den 1. og den 15. i måneden. En beboer kan derfor vælge at fraflytte på enhver dato. Fra den faktiske fraflytningsdato tæller den 14 dages periode, hvor boligen klargøres til en ny lejer.

Når klargøringen er afsluttet, kan boligen genudlejes med det samme, uden at man skal afvente en fast skæringsdato. Det giver mulighed for en hurtigere og mere fleksibel overgang mellem fraflytter og ny beboer.

Som eksempel gælder fortsat, at en bolig opsagt i slutningen af august frigøres pr. 1. december med fraflytning senest 14 dage før. Hvis beboeren vælger at fraflytte tidligere, kan den 14 dages klargøringsperiode begynde allerede fra denne dato, og boligen kan dermed forsøges udlejet hurtigere til en ny beboer.

For beboerne betyder det større fleksibilitet, fordi fraflytningsdatoen i højere grad kan tilpasses deres behov. Samtidig kan en hurtigere genudlejning i nogle tilfælde reducere den periode, hvor den fraflyttede beboer hæfter for boligen, så der kan altså være penge at spare, hvis en tidligere genudlejning lykkedes.

Den nye praksis bidrager også til mere fleksible arbejdsgange for medarbejderne. Syn og øvrige fraflytningsopgaver kan fordeles mere jævnt over måneden, hvilket reducerer de spidsbelastninger, der i dag ofte opstår omkring den 1. og den 15. i måneden.

De præcise datoer for fraflytning, syn, nøgleaflevering og indflytning aftales fortsat i forbindelse med den enkelte flytning, og beboerne vil som altid modtage nærmere information i god tid.

Har du spørgsmål til de nye regler, er du velkommen til at kontakte os på salus@salusbolig.dk eller tlf. 73 45 65 00.
