---
title: "Inspirationsaften med De Grønne Ambassadører"
description: "Den 19. maj inviterede De Grønne Ambassadører til en inspirerende og hyggelig aften for beboerne i Sønderborg Andelsboligforening."
date: "2026-06-01"
created: "2026-06-01"
---

# Inspirationsaften med De Grønne Ambassadører

[Hjem](https://salus-bolig.dk/)

                    [Om os](https://salus-bolig.dk/om-os)

                    [Nyheder](https://salus-bolig.dk/om-os/nyheder)

                [Inspirationsaften med De Grønne Ambassadører](https://salus-bolig.dk/om-os/nyheder/inspirationsaften-med-de-groenne-ambassadoerer)

Den 19. maj inviterede De Grønne Ambassadører til en inspirerende og hyggelig aften for beboerne i Sønderborg Andelsboligforening.

I alt deltog 17 personer, herunder flere af de frivillige ambassadører, som alle deler et ønske om at gøre en forskel i hverdagen.

Aftenen blev skudt i gang af grøn ambassadør Tina Jensen, som gav et indblik i gruppens arbejde og de mange grønne aktiviteter, der allerede er sat i gang rundt omkring i boligafdelingerne. De Grønne Ambassadører er engagerede beboere, der sammen arbejder for at fremme bæredygtige initiativer og skabe endnu mere liv i vores fælles uderum.

Senere på aftenen holdt Bjørn Petersen og Vivian Engelbredt fra Folkebevægelsen mod affald i naturen et oplæg. De satte fokus på, hvordan vi alle kan bidrage til et renere nærområde – blandt andet ved at deltage i affaldsindsamlinger i vores egen afdeling. Budskabet var klart: Selv små handlinger i hverdagen kan gøre en stor forskel.

Deltagerne blev også introduceret til Sønderborg Kommunes app *“Giv et praj”*, hvor man nemt kan give besked, hvis man opdager større mængder affald i området – et enkelt værktøj, der hjælper med at holde vores omgivelser pæne og rene.

Aftenen bød desuden på inspiration til enkle grønne tiltag i hverdagen. I SAB arbejder vi aktivt med bæredygtige og klimavenlige initiativer, og derfor har vi samlet et inspirationskatalog med ideer til, hvad man selv – eller sammen med sine naboer – kan gøre. Det kan for eksempel være at skabe bedre levesteder for naturen ved at opsætte insekthoteller, hænge fuglehuse op eller etablere kvashegn af grene og kviste. Små tiltag, der med få midler kan tiltrække mere liv og biodiversitet.

Som en hyggelig og praktisk afslutning fik deltagerne mulighed for selv at være med til at indrette et insekthotel – et konkret eksempel på, hvordan gode idéer kan omsættes til handling.

Har du lyst til at være med og gøre en grøn forskel i dit boligområde, er du meget velkommen i fællesskabet. Næste møde i de Grønne Ambassadører finder sted den 4. august kl. 16 på Bygtoften 2 i Sønderborg.
