---
title: "Foredrag om kriseberedskab samlede beboere på Nørremarksvej"
description: "Torsdag den 21. maj kl. 16-18 dannede fælleslokalet på Nørremarksvej i Tønder Andelsboligforening rammen om et velbesøgt foredrag om kriseberedskab."
date: "2026-05-22"
created: "2026-05-22"
---

# Foredrag om kriseberedskab samlede beboere på Nørremarksvej

[Hjem](https://salus-bolig.dk/)

                    [Om os](https://salus-bolig.dk/om-os)

                    [Nyheder](https://salus-bolig.dk/om-os/nyheder)

                [Foredrag om kriseberedskab samlede beboere på Nørremarksvej](https://salus-bolig.dk/om-os/nyheder/foredrag-om-kriseberedskab-samlede-beboere-paa-noerremarksvej)

Torsdag den 21. maj kl. 16-18 dannede fælleslokalet på Nørremarksvej i Tønder Andelsboligforening rammen om et velbesøgt foredrag om kriseberedskab.

68 beboere var tilmeldt til foredraget, hvor Bent Kristensen fra Beredskabsforbundet satte fokus på, hvordan vi bedst forbereder os – før krisen rammer.

Foredraget lagde ud med en quiz med små videoer, hvor deltagerne blev testet i deres viden om beredskab. Herefter satte Bent Kristensen scenen:

- *Vi skal snakke om forberedelserne, inden krisen sker. Det er dér, vi sætter ind.*

Han understregede, at Beredskabsforbundet kun udgør cirka 1 % af befolkningen, og at det derfor er afgørende, at de resterende 99 % er forberedte og kan hjælpe hinanden i en krisesituation.

**Når strømmen går – hvad gør vi så?**

Blandt de scenarier, der blev gennemgået, var både naturskabte og menneskeskabte kriser samt længerevarende strømafbrydelser. Særligt sidstnævnte fylder meget:

Hvis strømmen forsvinder, påvirker det ikke kun lys og varme, men også vandforsyning, behandling af syge, vareleverancer og kommunikationskanaler.

Et centralt budskab var derfor anbefalingen om at kunne klare sig selv i tre døgn – noget mange allerede har modtaget information om via e-Boks.

Der blev givet en række konkrete råd:

- Hav en batteridrevet FM-radio – i Tønder er det P4 Syd, der bringer officielle meldinger.
- Opbevar vand mørkt og køligt – gerne med afdækning mod lys.
- Regn med et minimumsforbrug på ca. 3 liter vand pr. person pr. dag.
- Hav madlagre med varer, du normalt spiser, og som kan holde sig.
- Sørg for ekstra batterier, lommelygte, skiundertøj og praktisk udstyr.

Der blev også sat fokus på alternative løsninger – som for eksempel vandrensning (LifeStraw) og varme i boligen – men med opmærksomhed på sikkerhed og begrænsninger.

**Når krisen rammer**

Bent Kristensen kom også ind på, hvad man konkret gør, hvis krisen opstår. Her handler det om at bevare roen og bruge sin forberedelse. Man skal følge officielle meldinger via radio, begrænse sit forbrug af vand og ressourcer og tilpasse hverdagen – for eksempel undlade at vaske tøj og finde alternative løsninger til toiletbesøg, såsom at smide affaldsposer med afføring i restaffald i Tønder Kommune, som man normalt gør det med bleer. For at holde varmen kan man samle sig i ét rum eller lave et “telt” af tæpper over et bord. Budskabet var klart: Undgå panik og hamstring – det er forberedelsen, der gør forskellen.

**“Vi blev mindet om, hvor afhængige vi er”**

Beboer Ursula Hymøller deltog i arrangementet og siger:

- *Jeg kom, fordi jeg ville høre, hvordan vi kan hjælpe hinanden her på Nørremarksvej, men det er lidt mere generel viden, vi får. Men jeg har lært nyt. Jeg er for eksempel blevet overrasket over, hvor meget vi bruger strøm til – for eksempel at pumpe vand op*.

Om første halvdel af foredraget siger Ursula også:

- *Der var også nogle gode fif. Det med at dele for eksempel en gasovn eller vandrensning tror jeg kan være svært i praksis, fordi vi er så mange og så forskellige her hos os. Til gengæld er det godt at få viden her, så man selv kan tage stilling til, hvad man vil købe ind og forberede.*

**Naboaftaler kan gøre forskellen**

I anden halvdel kom så noget af det, som Ursula efterlyste – der blev fokus nemlig flyttet fra det individuelle til fællesskabet.

Deltagerne drøftede blandt andet tre spørgsmål:

- Er der styr på dit hjemmeberedskab?
- Mangler der noget?
- Er du blevet inspireret til at gøre noget anderledes?

Her blev det tydeligt, at naboer kan spille en afgørende rolle i en krisesituation.

Gennem eksempler og videoer blev der sat fokus på såkaldte *hjælpeaftaler* – altså aftaler mellem naboer om at hjælpe hinanden. Det kan for eksempel være på forhånd:

- At have en plan for at handle ind for hinanden under en krise.
- At have aftalt at mødes et bestemt sted, hvis kommunikationskanaler svigter.
- At dele ressourcer eller opgaver.
- At gøre opmærksom på, hvis man har særlige behov.

Budskabet var klart: Hvis vi kender hinandens behov og ressourcer, er det langt nemmere at hjælpe.

En deltager sagde i plenum:

– Det er kanongodt med sådan et arrangement. Det giver os mulighed for at forberede os sammen.

**Et initiativ, der allerede er i gang**

Undervejs kom det frem, at nogle beboere allerede er i gang med at organisere sig. En beboer fra afdeling 20 fortalte, at de har lavet en plan i deres afdelingsbestyrelse, hvilket inspirerede andre til at gå i gang. Også et hovedbestyrelsesmedlem fortalte, at man på organisationsniveau er ved at kigge ind, hvad man kan gøre for at forberede sig bedst muligt på krisesituationer.

**Klar til mere viden**

Gennem foredraget blev det tydeligt, at forberedelse ikke handler om panik – men om omtanke.

Som Bent Kristensen pointerede: Det er nu, vi skal forberede os – ikke når krisen rammer.

Alt materiale fra foredraget samt yderligere information og videoer kan findes på Beredskabsforbundets hjemmeside: https://beredskab.dk/bliv-klogere/
